At lide af fomo

At lide af fomo

Jeg er et meget socialt menneske, men samtidig er jeg også privat. Jeg elsker at hænge ud med mine venner og elsker samtidig at være alene og hygge mig i mit eget selskab. Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet, og jeg ser mig ikke som hverken introvert eller ekstrovert – jeg er nok en god blanding. Generelt elsker jeg at være ude og opleve ting, men nyder også engang imellem at trække stikket og bare være mig selv. Jeg hviler i mig selv – hvad end det er i selskab med andre mennesker eller bare alene.

For godt et år siden flyttede jeg til København i forbindelse med praktikken. Jeg kan tydeligt huske den første måned. Der var fart på. Som i virkelig fart på! Det viste sig i en blanding af ny fuldtidspraktik kombineret med alle de venner, jeg ikke havde set gennem min tid i Odense, og som jeg nu endelig havde mulighed for at hænge ud med igen. Der var nogle uger, hvor jeg faktisk var på arbejde om dagen og efterfølgende tog direkte ud til forskellige begivenheder og det hver aften. Der var run på. På et tidspunkt begyndte jeg at drosle lidt ned og prøvede at begrænse det til at være maks  to-tre hverdage om ugen og så ellers lægge mine aftaler i weekenderne.

Det fungerede egentlig ret godt og så vidt muligt noget, jeg også prøvede at praktisere i løbet af mit speciale.

Men med hele min fortravlede første tid i Kbh er der dog sket en ting, som jeg faktisk aldrig troede skulle “overgå” mig. For med alle de aftaler i kalenderen og pludselig at skulle til at drosle ned og faktisk sige nej, begyndte en følelse af at gå glip af ting lige så stille at dukke op og en dårlig vane, hvor jeg hele tiden pressede mig selv lige liiidt ekstra for at kunne sige ja. Efter at have boet et år i Kbh er jeg simpelthen begyndt at lide af FOMO. De fleste af jer ved nok, hvad det betyder, men vi tager den lige en ekstra gang for prins Knud: FOMO står for Fear Of Missing Out.

Det viser sig konkret i min hverdag ved, at jeg så vidt muligt sørger for at sige ja til stort set alle former for begivenheder. Hvad end der er tale om hygge hos en veninde, fest, cafébesøg, koncerter, ja, så skal jeg med. Jeg har altid være rastløs af natur. Jeg har krudt i r****, hvilket gør, at jeg meget sjældent har en af de der dage, hvor man “bare” ligger i sengen en hel dag og stener Netflix. Det gode ved det er, at jeg får ting for hånden, og at det holder mig igang. På det seneste har jeg dog fundet ud af, at det ikke altid er en fordel, fordi jeg ikke altid bare siger ja til ting for at holde mig igang, men fordi jeg faktisk er decideret bange for at gå glip af noget og ikke være en del af alt det, der sker omkring mig.

Jeg synes faktisk, det kræver sin mand/kvinde at navigere i de mange tilbud, der efterhånden findes i storbyerne. Når man så samtidig er single, så er det virkelig med at holde tungen lige i munden. For hvad sker der egentlig ved, at jeg ikke kommer til festen i weekenden? Jeg kan jo bare tage med til den næste fest. Hvorfor er det, jeg skal have en plan onsdag aften, nu når jeg faktisk først ikke havde en plan og havde mulighed for lige at hygge lidt selv?

Er I også begyndt at gøre brug af bevidste handlinger for ikke at ligge under for den store FOMO-bølge?

No Comments
Vis mere