Jeg kommer aldrig til at være et af de mennesker, der kigger sig selv i spejlet, mens det siger: “Jeg vil have 12”

Jeg kommer aldrig til at være et af de mennesker, der kigger sig selv i spejlet, mens det siger: “Jeg vil have 12”

Her forleden sad jeg og snakkede med min gode veninde om speciale. Hun har selv været hele møllen igennem for et lille år siden, så det var sjovt at høre fra hende, hvordan hendes proces havde været, nu når jeg selv befinder mig halvvejs i forløbet.

Snakken faldt på specialets udfald, karakteren, og selvom vi langt hen ad vejen var enige, så var der også nogle punkter, hvor vi havde lidt forskellige opfattelser. Blandt andet når det omhandler den endelige karakters værdi.

Jeg har kun fået 12 på uni én eneste gang. Det var fornyligt i forbindelse med min praktik. Følelsen det gav efter at have afleveret opgaven og forsvaret den mundtlige eksamen, og så gå ind og få at vide, at man havde fået 12, var i den grad tilfredsstillende. Jeg smilede op til begge ører og hoppede op og ned. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvorfor folk bliver “afhængige” af at få gode karakterer, og jeg kan godt forstå, hvorfor det er tilfredsstillende at afslutte noget med bravour, som man har brugt langt tid og lagt mange kræfter i.

Efter 4,5 års studie må jeg dog nok bare sande, at jeg aldrig kommer til at være et af de mennesker, der kigger sig selv i spejlet, mens de siger: “Jeg vil have 12”. Så meget symbolværdi har det tal nemlig bare ikke for mig.

Hvis jeg i forbindelse med mit speciale fik det ultimative valg, nemlig at vælge mellem at sidde foran computeren dag ud og dag ind og hele tiden være stresset og i sidste ende gå ud med en topkarakter eller give mig selv lov til at have fri, når jeg følte for det og gennemgående kunne se tilbage på en afslappet og god tid og ende ud med en karakter i den lave ende af skalaen, ja, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. For mig er det meget vigtigere at fjerne en stor del af presset og ikke hele tiden have følelsen af at skulle præstere på topniveau liggende i baghovedet end at score en topkarakter, der giver mig en kortvarig lykkerus, som jeg fik det, sidst jeg fik 12. For mig er processen langt vigtigere end selve målet.

Folk er den grad forskellige, når det kommer til det med karakterer. Jeg tror dybest set, at min egen meget afslappede attitude til karakterer bunder i, at jeg nok inderst inde godt ved at chancen for, at jeg får en tocifret karakter, er lille. Jeg har nok bare lært at acceptere, at det er sådan, det nu engang er. Og det er også helt okay! Jeg kan virkelig sige helt ærligt: karakterer har vitterligt ikke den store betydning for mig!

Det er altid fedt at få bekræftelse, og det er altid fedt, at det man har brugt meget tid på bliver “belønnet”. Men hvis det indebærer at have haft en studieproces, man ikke tænker tilbage på med glæde, ja, så vil jeg hellere gå en karakter ned og så i stedet sikre mig et godt forløb.

Jeg ved, den her vil splitte vandene, så lad mig høre:

Hvad er jeres holdning til karakterer? Og hvad betyder mest for jer – processen eller målet?

Kh 7-tals pigen 🙂

5 Comments
Lise-Lotte
10 months siden

Jeg er helt enig med dig! Jeg blev færdig med mit speciale (og kandidat) i august sidste år, og jeg lagde ikke det store i karakteren (kun skriftlig aflevering, intet forsvar - desværre). I stedet lagde jeg vægt på at få en rigtig god proces, det var alligevel 6 måneder, hvor jeg selv skulle strukturere min hverdag fuldstændig og selv sørge for alt i forbindelse med specialet. Set i bakspejlet er jeg rigtig glad for de prioriteringer, jeg gjorde mig. Jeg sad på læsesal mandag til fredag fra omkring kl. 9 til 15-16 nogle gange 17-stykker, og så havde jeg fri, når jeg kom hjem og i weekenderne. I juni og juli holdt jeg også lidt ferie hist og pist, bl.a. var jeg på festival. Det var vildt lækkert ikke at have dårlig samvittighed over, ikke at sidde og slide på læsesalen, fordi jeg alligevel vidste, at 12-tallet nok ikke kom i hus. Dermed ikke sagt, at man ikke skal gøre sit bedste, for det gjorde jeg bestemt. Jeg forventede bare ikke nogen topkarakter (fellow 7-talspige her). Mit bedste råd er nok også bare at NYDE, at man stadig kan prioritere sin hverdag, som man vil. Det er klart det, jeg savner mest ved specialetiden - ingen forpligtelser over for andre end sig selv :)

Kathrine
10 months siden

Jeg er helt enig med dig! Jeg vil også 100 gange mere nyde studietiden og kunne se tilbage på den med glæde. Men har det dog nogle gange som om, at det er omverdenen, som mere ligger et pres på karakteren! - specielt studiet. Men måske det er noget, jeg forestiller mig, da jeg godt kan være perfektionistisk (det indrømmer jeg gerne). Men efter 5 år uddannelse uden pauser (direkte fra handelsskole til universitet) kan jeg godt mærke, at min tid som studerende er ved at være slut. Sidder selv i processen med at skrive speciale, og den "frihed" man har til at strukturere sin tid, er også noget af det, jeg hører fra mine veninder, som er færdige - det er det, de kan savne. 

Ditte
10 months siden

Wow hvor er jeg glad for dit indlæg! Jeg har det på præcis samme måde, og det er forfriskende at høre det fra andre!

susannekinnerup
10 months siden

Hej Ditte, Godt at høre :) Kh Susanne

Mette
10 months siden

Jeg forstår godt din tanke og jeg er som sådan enig. Alligevel er jeg sjældent tilfreds med et 7-tal. For mig er det et spørgsmål om at jeg føler jeg 'spilder' mit potentiale ved ikke at give den gas, så jeg kan tingene til fingerspidserne. Jeg kan godt lide følelsen af at være ovenpå og det gælder ikke mindst i løbet af semesteret, hvilket som regel også fører til en god karakter. Jeg kunne aldrig finde på at snyde eller tage smutveje for at få 12 for som du siger er det processen og ikke tallet der er afgørende, men hvad du lægger i processen har selvfølgelig betydning for dine muligheder til eksamen. Håber det giver mening :) Kh 12-tals Mette

Vis mere