En dag i Malmö

En dag i Malmö

I går tog min veninde og jeg en lille getaway over Sundet for at besøge Malmö. Ingen af os har været i byen før, så vi var spændte på, hvad den havde at tilbyde. Vi kørte med Flixbus frem og tilbage. Fra Kbh koster det kun 39 kr. pr. vej (!!) og fungerer upåklageligt, så det kan anbefales.

Forinden turen havde vi orienteret os på diverse blogs, guides mm. og pinnet et par spots i Googlemaps. Så havde vi lidt at gå ud fra, hvilket var en god beslutning. I løbet af dagen tog vi det så ellers ad hoc, så der også var plads til spontane oplevelser.

Malmö er en super hyggelig by og har rigtig meget at byde på. Der er mange fine konceptbutikker, caféer med god kaffe, lækre og spændende spisesteder og fede kulturoplevelser.

Min veninde og jeg planlægger allerede at tage en vol. 2 til sommer. Så er der også mulighed for at hænge ud i de mange hyggelige baggårde og parker, hvilket byen i den grad lægger op til.

Her har I lige lidt billeder og tips fra vores dag i Malmö:

NOIR KAFFEKULTUR

Vi startede dagen ud med smagfuld kaffe, avocadomadder og yoghurt med æblekompot og hjemmelavet crunch på den lille hyggelige café Noir Kaffekultur. Et super hyggeligt og gennemført sted.

Morgenmad hos Noir Kaffekultur med min rejsebuddy Maria.

MALMÖ KONSTHALL

En af vores to-do’s var Malmö Konsthall. Den aktuelle udstilling var af kunstneren Rosa Barba, og det skuffede bestemt ikke. Vi nåede desværre ikke Moderna Museet. Den tager vi næste gang.

Ingen udlandstur uden shopping. Vi var både i highstreet-butikker og genbrugsforretninger og fik begge nogle rigtig fine ting med hjem. Jeg kan anbefale vintageshopping i Malmö – der er mange penge at spare, og så er det jo altid sjovt at gå på opdagelse i de mange skatte.

AB SMÅLAND

Ingen tur til Sverige uden at guffe semla – Sveriges svar på fastelavnsbollen. Semla er en bolle med kardemomme, skåret over og fyldt op med flødeskum og marcipan. Heldigvis førte AB Småland en rigtig god én af slagsen. Vi skyldede den ned med en americano og en cortado. Mmm.

BASTARD

Vi sluttede dagen af på den cool restaurant Bastard. Stedet gav mig associationer til en slagterhal med dens industrielle indretning. Helt klar en oplevelse. Husk at bestille bord.

Vi ses snart igen Malmö.

No Comments
Vis mere