Råd til dig der overvejer at arbejde eller studere i udlandet, part 2

Råd til dig der overvejer at arbejde eller studere i udlandet, part 2

Efter både at have studeret og arbejdet i udlandet, har jeg efterhånden fået en del spørgsmål her på bloggen og i det virkelig liv vedrørende det at tage på udlandsophold. For noget tid siden lavede jeg en guide om at studere i udlandet – se den her. Denne gang vil jeg skrive nogle overvejelser vedrørende det at arbejde i udlandet,

Først og fremmest skal det siges, at det som udgangspunkt er noget anderledes at arbejde i udlandet end at studere. Som studerende i Danmark har man oftest en form for “sikkerhedsnet”. Nogle gange tager folk selvfølgelig afsted på egen hånd, men tit er der tale om, at man som studerende tager et semester ude og dermed har sin uddannelsesinstitution i Dk i ryggen. Man er sikret en indkomst via sin SU og eventuelle legater/stipendiater. Derudover er der socialt set også forskel på at studere og arbejde i udlandet. Ved sidstnævnte ligger venskaberne måske ikke lige til højrebenet, fordi man ikke har nogle ligesindede medstuderende at støtte sig op af, når hverdagen melder sig det nye sted.

MEN! At arbejde i udlandet kan føre mange andre fede og spændende ting med sig, som det at studere i udlandet ikke kan. Ved at skabe sig sit eget liv og en hverdag på egen hånd udvikler man sig og lærer nye ting om sig selv. Og når det hele spiller, og man har fået en hverdag op at køre, ja, så er det en sejr og en super fed følelse! 🙂

Her har I et par ting, som har gavnet mig i forbindelse med arbejde i udlandet:

ORIENTER DIG I DIT NETVÆRK

Inden du tager afsted er det en rigtig god idé at orientere dig i dit netværk. Kender du nogen, der har boet/bor det pågældende sted, du vil til? Skriv til dem! Jeg får ofte henvendelser på facebook vedrørende Berlin, og jeg synes altid det er hyggeligt, når folk skriver. Tøv ikke med at kontakte mennesker, du måske ikke har snakket med i lang tid. De vil uden tvivl gerne hjælpe dig!

Hvis du skal til en større by, kan det være, du er heldig, at der findes en facebookgruppe for netop dette sted. Jeg selv har gjort flittigt brug af “Danskere i London” og “Danskere i Berlin”. Her kan du spørge om alt fra bolig og job, til hvor man kan købe en cykel eller få byens bedste döner. Smart!

SÆT DIG IND I LANDETS REGLER

Når man skal arbejde i udlandet, er det meget forskellige fra sted til sted, hvad der kræves i forhold til indregistrering mv. I Berlin var det lidt et hyr, fordi man skulle møde personligt op, stå i kø og dernæst sidde og underskrive en masse papirer – tysk bureaukrati når det er bedst 🙂 Igen må jeg anbefale de mange facebookgrupper. Husk på, at der er 1000 andre inden dig, der er gået igennem det samme, og de klarede den. Så spørg løs, og du klarer den også 🙂

SÅ SKAL DER SØGES ARBEJDE!

Først og fremmest vil jeg foreslå den noget fortærskede handling: forventningsafstemning. Hvad vil du gerne have ud af dit arbejdsophold? Udvikle dig fagligt gennem et studierelevant job? Tjene penge? Er der tale om et sabbatår, hvor du mest af alt vil opleve byen, og derfor arbejde mindre? Det er altid godt at have gjort sig nogle overvejelser, for det gør også, at du kan søge mere fokuseret og dermed også hurtigere få et resultat.

Da jeg var i Berlin havde jeg en BA i bagagen. Som udlænding er ens uddannelse oftest ikke er meget værd. Jeg valgte at tage et par ufaglærte jobs, og så lavede jeg noget studierelevant arbejde på frivillig basis. Det er godt at drømme, men vær’ også realistisk. Hellere have et job på hånden, som måske ikke lige er drømmejobbet, end slet ikke at have noget.

Derudover er sproget også at have in mente. Kan du “nøjes” med engelsk? Eller er det godt at tage et sprogkursus forinden?

Når du skal til at søge arbejde, vil jeg anbefale, at du er opmærksom, når du færdes rundt omkring. Passerer du en hyggelig café? Hvad med dit yndlingsspisested? Eller har en af dine bekendte anbefalet et sted? Smut ind og spørg, om de mangler hjælp.

Det er smart at lave en liste over de steder, du gerne vil arbejde. Lav en ansøgningsskabelon og så ret den til, efterhånden som du får sonderet terrænet. Og sidst men ikke mindst: print din ansøgning ud, mød personligt op og kig dine måske fremtidige chef i øjnene. Det kan ikke siges nok! Personligt fremmøde udviser engagement og gåpåmod.

ARBEJDE ER GODT – MEN DET ER IKKE ALT!

I Danmark er fuldtid 37 timer. Herhjemme har vi det godt – meget godt. For når man arbejder i udlandet, er de 37 timer nærmere undtagelsen, end det er reglen. Mange steder ligger fuldtid på 40 timer, og det kan snildt være mere. Husk at arbejde ikke er alt. Især hvis der er tale om, at du er i udlandet at arbejde for en midlertidig periode. Strukturer din tid således, at du også har overskud til at deltage i events efter arbejdet – det er her, du kan møde nye mennesker og skabe dig et netværk.    

“HVAD ER DET VÆRSTE, DER KAN SKE? SPRING UD I DET!”

Jeg håber indlægget har givet dig mere mod på at arbejde i udlandet. Det er ikke altid lutter lagkage at søge job i udlandet og skabe sig en ny tilværelse i en helt fremmed kultur. Når ting ser aller sortest ud, så spørg dig selv følgende: “Hvad er det værste, der kan ske?”. Svaret er simpelt: “At du tager hjem til Danmark igen”. Værre er den altså ikke.

Så spring ud i det! Det er ikke nogen federe følelse, end når brinkerne ligeså stille begynder at falde på plads. Hvem ved? Måske ender du med at blive? 🙂

Ingen kommentarer
Vis mere