Stigmaet at være single i slutningen af 20’erne

Stigmaet at være single i slutningen af 20’erne

Jeg læser i øjeblikket den amerikanske bestseller Modern Romance skrevet af komiker Aziz Ansari i samarbejde med sociolog Eric Klinenberg. I bogen forsøger de gennem interviews og statistiske undersøgelser at komme nutidens helt store kærlighedsparadoks til livs: hvorfor er det så svært for mennesker at finde kærlighed i dag, og det selvom vores verden er digitaliseret som aldrig før, og de teknologiske muligheder er utallige?

Aziz Ansar berører mange emner, hvad angår det digitale kærlighedsliv. Derudover nævner han kort det, han betegner som "the stigma of being single in your late twenties" - en sætning jeg faldt over, og som jeg lige ville berøre i det her indlæg, fordi der sikkert er mange af jer (inklusiv mig selv), der kan nikke genkendende til netop det.

Når man som jeg er i slutningen af 20'erne, er man nået til det punkt i livet, hvor der af gode grunde findes to typer af mennesker: der er dem, der har fast forhold og måske også er begyndt at tænke på at få/har fået børn, og så er der singlerne.

Jeg bliver ofte mødt af spørgsmålet, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Jeg er klar over, at det er vel ment, og at det oftest handler om, at folk bare er nysgerrige eller undrende. Dog eksisterer der et problem, når man som single i slutningen af 20erne begynder at føle, at man skal stå til regnskab for eller have en god undskyldning eller legitim grund klar i ærmet, som på et splitsekund skal kunne forklare ens civilstatus. Jeg ved, at det ikke kun skyldes samfundets normer, men at det også afhænger af nogle underlæggende og helt basale ting i os som mennesker for eksempel biologien. Ifølge mig begynder der dog at opstå et problem dér, hvor man hele tiden skal italesætte og i nogle tilfælde nærmest undskylde ens valg eller mangel på samme.

Tag for eksempel de mennesker, der ikke vil have børn. Oftest bliver de mødt med spørgsmålet om, hvorfor de har valgt ikke at få børn. Og så skal de så til at forklare, hvorfor de har taget et sådan fravalg, fordi normalen jo er, at man vælger at få børn. Nogle gange er der bare ikke et facit på, hvorfor man er i den tilstand, man er i. Oftest skyldes det jo tilfældigheder, og hvad der lige rammer ens vej i livet.

Der er intet mere naturligt end at være single. Det er sådan, verden nu engang er skruet sammen - at man skal være single, før man kan være i et forhold. Så hvorfor skal  det hele tiden gennemanalyseres og italesættes?

En anden ting, som jeg synes er endnu mere problematisk i samme henseende, er forskellen på kønnene; fyre har mindre behov for at give en forklaring på, hvorfor de er single. Det er meeeeget sort/hvidt, og jeg ved, der er nogle af jer, der vil være komplet uenige med mig i denne her, men prøv at overvej om du ikke på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med den fuldstændig absurde skelnen? Det hører ingen steder hjemme og skal stoppe. Nu.

Jeg er all up for, at man skal være ligeglade med, hvad andre siger og hvile i sig selv. Men det er utrolig svært, når samfundet forventer, at du skal være noget andet, end du er, og at du skal have et argument fuld af pondus klar hver gang, fordi der da MÅ være tale om et bevidst valg fra din side.

Jeg nægter at lægge under for stigmaet. Det gør mig i dårligt humør og giver mig mindre lyst til at give den en ekstra skalle for det, hele problemet jo kredser om nemlig at finde kærligheden. Fuldstændig absurd og tragikomisk hvis du spørger mig. Så lad os nu gøre en indsats for at gøre op med det her stigma og i stedet acceptere hinandens valg/fravalg eller mangel på samme.

Er I enige eller uenige i ovenstående? Har I også prøvet at blive mødt med stigmaet at være single i slutningen af 20'erne?

1 kommentar
A
2 måneder siden

ok men hvorfor er du single

Vis mere